Bum, bum.
Lige så pludseligt som juleferien endelig kom dumpende ned fra himlen og reddede mit mentale helbred, lige så hurtigt har jeg fundet mig selv siddende på mit værelse, stirrende tomt ud i luften. Mange er endnu ikke ankommet på skolen, så der hviler en halvdød, ensom stemning over stedet. En smittende én af slagsen.
Ferien var fantastisk. Jeg fik lavet ca. ingenting af de bunker af lektier jeg havde taget med mig hjem, men brugte i stedet en masse tid med Frederikke, familien og drengene fra gruppe 2. Selvom det lige nu er hårdt at se på alle de lektier jeg burde have lavet, så prøver jeg at overbevise mig selv om at tiden derhjemme alligevel var godt givet ud. Det går nu egentlig meget godt. Jeg ser ihvertfald allerede tilbage på de små 3 uger indhyllet i et tykt lag romantisk patina. Efter bare 2 dage føles det allerede som et par måneder siden jeg endnu engang tog afsked med mit liv i Danmark.
Turen hertil var ikke særlig sjov. Ked af at tage afsted og træt lykkedes det mig ikke at lave noget som helst i toget. Udsigten fra flyet da vi lettede fra København var utrolig smuk og passende melankolsk, da hele byen var indhyllet i et tykt lag tåge. Tågen lå så tæt omkring byen at det eneste der sås var store lysende plamager som gadelygterne gemte sig under. Selv stewardessen overfor mig sad spændt og fulgte med.
Da vi fløj fra Zürich til Hong Kong havde jeg fået en lettere uheldig sideplads midt i gangsektionen ved siden af en ubehøvlet schweizisk mand, som svinede mig til på tysk hver gang jeg drejede mig i stolen. Heller ikke her fik jeg arbejdet men sov fik sovet i mindre ryk.
Ca. ved 5-tiden ankom jeg i lufthavnen og gik ned af de samme gange som jeg gjorde for ca. 4 måneder siden. Denne gang alene og med færre sommerfugle i maven, med stadig med en stor portion hjemve i bagagen. På busturen hjem lykkedes det mig at miste min kamerataske samt min lille samling kinesiske tegn, som jeg har brugt gode 8 timer på at lave.. Heldigvis fik jeg ringet til busselskabet som kunne oplyse at den var havnet på et hittegodskontor et sted i byen.
Det var en meget blandet fornemmelse endnu engang at træde igennem porten til skolen. Da jeg skrev mig ind i vagthuset kunne jeg se at meget få af mine venner var ankommet til skolen. Heldigvis sad alle de der var i kantinen og bød mig varmt velkommen da jeg træt, forhutlet og trist til mode traskede ind ad døren. Jeg kom vidst til at knibe en lille tåre da jeg blev overfaldet af en varm krammer fra Kumar.
Selvom jeg var sulten kunne det ikke rigtig lykkes mig at spise noget. For meget flymad stjæler appetitten. I stedet traskede jeg rundt alene på gangene og taget og mediterede lidt over tanken om endnu et semester. Jeg ved jo godt at det snart bliver hyl, fest og farver igen, men mest af alt har jeg lige nu lyst til endnu engang at sidde i Elviras fars bil på vej hjem fra Hamborg lufthavn. Sådan er det vel når man har så mange gode ting derhjemme der kan savnes.
I dag har jeg stort set tilbragt sovende. Både fysisk og psykisk. Endnu en gang kunne jeg ikke klemme noget kantinemad ned og gjorde i stedet forsøget med havregrød. Bedre. Til mit store held kom Anders, min 2-year, forbi mit værelse mens jeg sad og stirrede ind i væggen og stak mig en gang grillmad. Fra himlen.
Jeg har det bedre nu. Det mindede mig om hvorfor det egentlig er så fedt at være her.
Heldigvis er der mange dejlige ting at se frem til i næste semester. Søster Anne kommer på besøg allerede på torsdag, kort efter kommer mor og derefter far, hvis alting går som det skal kommer Frederikke til påske og måske en tur på landet med Morten til maj. Derudover er der også en dykketur til Malaysia at se frem til.
Så mon ikke det går altsammen.
