Efter dagens gode gerning, som bestod i at sove til klokken 14.30, vågne op og tænke “hvor er jeg?!”, mødte jeg Nada fra Egypten. Hun fortalte mig at kantinen havde lukket frokostserveringen, men reddede alligevel min skrantende “morgen”, da hun stak mig en pakke nudler og en iste, som påstod at have “irresistible taste”. Hvilket i situationen faktisk var ganske rigtigt.
Da jeg manglede et par djævelsk kedelige ting og sager, som stikadadaptere og anordninger til vasketøj og undertøj, besluttede mine to danske “2-years” og jeg, det eneste rigtige i den situation. Vi tog i Ikea.
Heldigvis bliver jeg fortsat barnligt fascineret af de simpleste ting herovre, såsom metroen med alle dens reklamer, (der gerne indeholder supertutorere som f.eks. Chemistry-king, der bliver dyrket som en superhelt), bjergene bag storbykulissen, de enorme højhuse uanset hvor man tager hen og det vanvittige forbrugstempo Hong Kong kører i. Desuden bed jeg mærke i at Ikea sælger guf som karrysild og dumlekarameller - så mon ikke det kan give et lille hjemve-fix en gang i mellem.
Sha Tin, som Ikea ligger i, ligner den by i Dragonball hvor Bulmas far laver Hoi-Poi kapsler.
Nogle vil nikke genkendende.
På vejen hjem stoppede vi ved “The Wet Market”, som indtil videre er det tætteste jeg er kommet på noget der kunne ligne et mere traditionelt asien. Masser af små, beskidte boder med alskens ting fra elektroniske dimsedutter, til kød fra dyr jeg ikke kunne genkende. But then again - det lå i et shiny storcenter.
Tilbage på campus nåede jeg lige at kaste noget mad i munden, før det meste af skolen tog afsted til en lille by, hvis navn jeg ikke vil kaste mig ud i at navngive. Byen blev beskrevet som et rekreationelt, rigt område, kendt for deres seafood og desserter. Allerede i bussen blev der opbygget en vis hype af både asiatere og 2-years om den sindsygt-klamme/fantastisk-lækre frugt durian. Til de der ikke kender frugten, er det en frugt på størrelse med en ananas, med pigge på ydersiden, med et meget blødt og cremet frugtkød. Lugten blev beskrevet af mange, men med kraftigt variende begejstring (for frugten, altså. Mange var ganske ivrige for at ytre deres mening om den). Én omtalte den som “The King Off All Fruit” og én fortalte mig, at den lugtede af “rotten sewage” og smagte af “ape shit”
Jeg var nødt til at prøve den.
Ved første snif lugtede den (skjult bag kokoscreme, friske jordbær og grøn-te is) egentlig mest af avocado. Ingen var enige. Første smag var derimod noget af en oplevelse. Med en umiskendelig smag af et-eller-andet-som-er-en-halvkedelig-grøntsag i DK og en masse andre ubeskrivelige noter, nærmest flød frugtkødet fra hinanden og føltes mest af alt som en guacomole med flødeskum. Sådan cirka. Jeg spiste halvdelen af mit scoop på størrelse med en iskugle. Jeg mangler endnu at definere hvilken lejr jeg hører til i. Spændende oplevelse.
På turen hjem fik jeg talt med en del med en masse forskellige mennesker. Alle her er meget imødekommende og snakkesagelige og altid klar på at give gode råd om hvordan man klarer sig, så det er rigtigt dejligt.
Råd fik jeg især mange af, da jeg skulle beslutte mig for hvilket hjørne på værelset jeg ville vælge, da den anden “1-year” fra Hong Kong ikke er ankommet endnu. Værelserne er opdelt i fire “corners”, to “1-year corners”, tættest på døren og to “2-year corners”, tættest på vinduet. Aaron Woo, “2-year” fra Hong Kong til højre og Michael fra US til venstre. Jeg besluttede mig, på trods af utallige formaninger om hvor glad jeg ville blive for de ekstra 7 cm højre hjørne har at byde på, for venstre. En fyr jeg ikke husker navnet på, kom med et slående argument - “If you like sunlight.. Pick Michaels side. He doesn’t have curtains”.
So I did.
Her lader iøvrigt til at være mange tiltag for at folk kan falde godt på plads. F.eks. er der en stærk tradition for at “2-years” giver deres nye roommates lidt nudler, slik og den slags små ting og sager som jeg allerede har lært kan være nyttige at have på sit værelse.
Derudover er der et buddy-system, som jeg ikke helt har regnet ud endnu, men min, Rea, har ihvertfald givet mig en skål med spisepinde til. Ganske brugbar tidligere i dag. Ydermere bliver alle elever i grupper tilknyttet en tutor, som skal agere en slags kontaktperson under opholdet. Min hedder Jesus. Jeg er allerede fan.
Selvom jeg havde håbet på efterhånden at være sluppet af med jetlaggen, er jeg tydeligvis stadig ramt. Klokken er 03 om natten nu og den her fyr er gået kold i min seng.
I morgen er mit mål ikke at misse brunch, så jeg prøver at smide ham ud nu, så jeg kan komme til at sove. (Ja, ja - jeg skal nok poste nogle mere informative billeder, men der er ikke så meget at fotografere klokken 03)
Bonusinfo: Aaron vækkede mig, så jeg nåede brunch. Yes!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar