Alex fra Uganda
Right.... Jeg har muligvis skuffet mit publikum en aning.
Men! Som tidligere skrevet, kan jeg ikke love noget i forhold til hvor ofte jeg vil skrive indlæg, men fremover vil jeg stræbe efter at skrive et indlæg om ugen. Det burde kunne lade sig gøre tidsmæssigt og på et tidspunkt antager jeg at antallet af skriveværdige oplevelser aftager (så spændende kan det alligevel ikke være at høre om matematik og kemi).
Nevertheless, here goes:
Fredag startede, ganske overskueligt, med Pool Games. Samtlige fire blokke har haft det som en slags introduktion til regler og omstændigheder vedrørende skolens swimming pool (jep.. lad os lige hvile ved det faktum), som basically går ud på at man må bruge den ca. hver dag. Hvilket er ret sejt. Pool games bestod af en masse små, fjollede lege som i bund og grund var en dejlig tur tilbage til svømning i 4. klasse. Dog påstod Sylla, den ekstravagante, (arrogante,) intelligente, canadisk-franske lærer, at jeg havde talent for kajak-uden-paddel-kapløb, fordi jeg kom fra et land som satte pris på deres wild-life natur. Jeg kunne ikke nænne at fortælle ham, at han vidst forvekslede Danmark med Norge eller Sverige.
På trods af skolens værdier, akademiske fundament og fokus på forskelle som fordele, blev jeg alligevel mødt med kommentaren “You should get a tan, you know”, af en kinesisk pige, efter pool games. Jeg prøvede at forklare hende, at jeg kom fra norden, hvor der ikke er så meget sol og varme og at jeg tilmed var født med en hud, der aldrig rigtig blev hooked på det der koncept med at blive brun, men i stedet synes det er en fest at klæde sig ud som hummer så snart solen kigger frem. Min forklaring synes ikke helt at virke, for hun kiggede på mig mens hun teenage-tyggede sit tyggegummi og sagde “but you haven’t tried asian sun. It’s better”. Som sidste forsvar nævnte jeg, at jeg faktisk allerede var ved at få en lettere, rosa kulør mellem mine fregner, hvortil hun ganske enkelt svarede “you would look better with a tan, though” Hun vandt. Jeg mistede mælet.
Senere på dagen var der Quan Cai fair (Quan Cai er skolens betegnelse for CAS, som er de ekstra aktiviteter vi skal deltage i, som en del af IB’en). QC fair var, kort beskrevet, et vanvittigt gedemarked, hvor alle 2-year eleverne hev fat i en, for at sikre sig man kendte til lige netop deres aktivitet og huskede at skrive sig på deres mail-liste og love højt og helligt man ville vælge deres aktivitet som en af de fire obligatoriske (de fleste her ender op med langt flere end det). I øjeblikkets galskab glemte jeg at tælle hvor mange ting jeg skrev mig op til, men efterhånden som e-mails begynder at tikke ind, får jeg indtrykket af at jeg valgte en del. På et tidspunkt bliver jeg tvunget til at lægge mig fast på 4 aktiviteter som jeg (forhåbentlig) skal følge de næste to år. Først da vil jeg nævne dem, for ellers kunne jeg skrive side op og ned, kun om det.
Sidst på aftenen var der planlagt “Evening activity” som var en lang række af forskellige fysiske aktiviteter, der (til de der endnu ikke har fanget den sidste uges koncept) gik ud på at bringe os tættere på hinanden. Som en ekstra booster til konceptet, er idræthallens airconditionanlæg brudt sammen, hvilket betyder at 30 graders, mange% luftfugtighed hurtigt bliver til en svømmetur i 160 menneskers sved. Fugtigt og ganske vedkommende.
Efterhånden som folk havde vasket sig (og mine fingre var holdt op med at være rosinrynkede, blot af at opholde mig i idrætshallen), blev der truffet en kollektiv beslutning om at trodse det gale regnvejr og drage til det populære hang-out-spot; U.S.S.R. En opfindsom forkortelse af “under Sai Sha Road”. Størstedelen af alle de elever der tog derhen havde både cigaretter og alkohol med sig og det var først da folk var ved at sætte sig, at det gik op for mig: det er faktisk ganske tilladt. En del af mig gik stadig på Vostrup Efterskole i det øjeblik vi smuttede ud, og var ganske overbevist om at de allesammen var nogle ballademagere. Så kom jeg i tanke om hvor jeg var og delte en flaske rødvin med en 2-year. Som en lille bonus-info og årsag til den dags manglende blog-indlæg, så passer det faktisk hvad folk siger om at luftfugtigheden. Så absolut.. Lad os lade det stå for sig selv.
Skarpt bevæbnet med tømmermænd jeg ikke havde planlagt, startede næste dag med en præsentation om Hong Kongs historie. I sig selv spændende, men det var nok til emnets fordel at foredragsholderen, Jason (som nu også er min mandarin-lærer), har en kinesisk accent, taget ud af en sketch. Det holdte øjnene åbne længere end jeg havde troet.
Derefter drog vi afsted på “Hong Kong Magical Mystery Tour”, som i bund og grund er de nye 2-years mulighed for at ydmyge os, som de blev sidste år af deres 2-years, som blev det sidste år af deres, osv. osv. Heldigvis rakte fantasien ikke så meget længere end sang og dans offentligt, men det var vidst også mere end nok for mange af de lokale elever. Dog fik vi set en høvlens masse områder af Hong Kong og blev ganske familiære med metro systemet, M.T.R., og forskellen på HK’s kvarterer (som faktisk er større end man lige regner med).
Som en del af “HKMMT” skulle vi selv administrere valg og indtag af frokost i HK. De lokale elever i min gruppe ville vidst gerne imponere os, for de fandt os et dyrt og fint spisested i traditionel funky-kines’ stil. Som der er tradition for her, bestilte vi en masse retter sammen og spiste “family-style”. Ganske logisk resulterer det i en afgivelse af suværenitet og en accept af andres smag, som din smag, hvis du har til hensigt at blive mæt, når de nu insisterer på at spise af dit valg.
Naturligvis ikke noget jeg havde tænkt på, før efter maden blev bragt til bordet.
Blandt fried rice med seafood, fried rice med deepfried pork, peanut noodles, pork dumplings og chicken noodles, stod den dér. Og kiggede på mig. Apatisk blævrende, shredded og gennemsigtig. Vandmanden. Aldrig før havde vi anset hinanden som del af den samme fødekæde, men her var vi altså. Tvunget til at gøre hvad man gør i denne situation; smile høfligt og afvente en anden spisers initiativ. Men ak. Min plan blev forpurret da min sidemand vendte sig og sagde “This is jellyfish. Try it! Don’t mix it - just eat!”
So I did.
Smagen var overkommelig. Alle har prøvet at sluge havvand. Udfordringen (nok en gang) var konsistensen. De der har prøvet at udbløde en vingummi i vand, for derefter at spise den, diffus og lind, vil have prøvet noget i denne boldgade. Konsistensen er ved første indtryk ligeså apatisk som vandmandens udseende, men man må ikke lade sig snyde, for den ændrer sig hurtigt, efterhånden som man er kommet igennem det første bløde lag. Her møder man lettere modstandsdygtig hinde, som ved pres sprænger med samme følelse, som en genstridig bums der knaser helt ind i kraniet og udløser flere smagsbriser af salt, tang og sand.
Rinse, repeat as you wish.
(Mine sanser er formentlig blevet bedraget af det faktum, at jeg spiste VANDMAND!)
Med undtagelse af ovennævnte oplevelse, var det faktisk et dejligt måltid. Vi blev ustandselig vartet op, spurgt om vi havde alt vi skulle bruge og fyldt vores tekopper, samme øjeblik der var drukket en slurk.
Senere på turen insisterede de lokale at jeg skulle prøve endnu en Hong Kong specialitet - bubble tea! Konceptet er ganske enkelt. Man får serveret en halv liter kold te med mælk og så meget sukker, at man får huller i tænderne ved at kigge på den. Ydermere er der tilsat en betydelig mængde af små, smagløse vingummikugler, som tilsyneladende skal skabe stor glæde når man gumler på dem midt i sin te. Jeg er endnu ikke fan.
Hjemme på campus igen, havde vi kun lige tid til at skifte tøj, før vi skulle til “Special Dinner and International Evening” Konceptet er, at alle tager deres flotte, farvestrålende nationaldragt på, så man har mulighed for at se hvordan man hylder sit fædrende land, rundt om i verden.
Danskerne havde fodboldtrøjer på. Således defineres en flad følelse. Hvis nogle skulle tilhøre den absolutte minoritet, der hylder Danmark gennem folkedans og ligger inde med en ekstra 3000 kr dragt, er i meget velkomne til at sende den. Ellers er vi vidst overladt til vikingehjelme i fremtiden.
Senere på aftenen, viste alle 2-year eleverne et 2,5 timers langt internationalt show, som rummede kulturelle optrædender fra hele verden. Skandinaviens stolte kulturskat beror tilsyneladende på konceptet “omvendt strip”, hvor tøj tilføjes, i takt med Medinas “velkommen til Medina”. I did not know that. Dog skal det nævnes, at hele showet var på slap line og først og fremmest morsomt og parodierende.
Søndag var der, langt om længe, ikke planlagt nogle aktiviteter overhovedet. Jeg planlagde hurtigt at sove længe, og stod ikke ud af sengen før klokken 12. Needed. Indeed. Derefter besluttede jeg mig for, alene, at tage en tur til Mong Kok, som er HK’s tættest befolkede, mest asienagtige, lommetyvsbefængte, kopivareinfiltrerede område. Som noget stort (sammenlignet med det øvrige HK), er ikke alle skilte skrevet på engelsk. Det skulle vise sig at være noget af en udfordring, da jeg sulten og ude af stand til at tænke ordentligt, hurtigt måtte finde mig noget at spise for ikke at kollapse midt i sværmen af paraplyer og lugten af mennesker. Jeg tog den lette vej ud. Troede jeg. Efter utallige gange at tænke “ahh! Det her ligner... Hvad fanden er det!?” fandt jeg vej ind til en bager. Det skulle dog vise sig at der ganske enkelt ikke findes en “ganske normal” bolle i HK. Flødeskum, grisekød og sukker lader til at være tre af kinesernes yndlingsingredienser i bagværk. Jeg besluttede mig for den simpleste muffin jeg kunne finde. Den skulle senere vise sig at være lavet af luft.
Da jeg kom hjem, havde jeg også ordentlig tid til at skype hjem, til de faste trygge rammer i DK. Det var rart, endelig at kunne være i kontakt med dem jeg har efterladt derhjemme, (næsten) uden at blive overvældet af savn og hjemve. Jeg tror efterhånden jeg er ved at have fundet ud af hvordan man vedligeholder både det ene og det andet forhold på den anden side af jorden. Tror jeg.
Mandag begyndte de første timer endelig. Jeg har haft afsindigt svært ved at vælge hvilke jeg skulle tage (og er endnu ikke færdig med at gruble - mor og far kan skrive under), så det var rart at få taget hul på tingene og få en fornemmelse af fagene. Min aller-aller-aller første time her i kinaland, var meget passende, kinasprog - mandarin. 7.30 - før morgenmad, vel at mærke, tog vi hul på kinesisk fonetik. Indtil videre ingen udfordring, når man som dansker kan sige mærkelige halslyde, som æøå. Den fordel skal nok blive indhentet, men for nu er det rart.
Sammen med fagene, kommer der desværre også en anden ubuden tankegæst - universiteter. Formentlig det største kulturchok for mig indtil videre, er at folk her ved hvad de vil. Og hvor de vil hen. 4 ud af 5 kan fortælle dig hvad de drømmer om at studere - hvilket U.S. eller U.K. universitet de vil studere det på - og at de ansøger om at komme ind, så hurtigt som muligt. Så kan det næsten ikke undgåes at føle sig som en doven dansker, når man indrømmer at man overhovedet ikke har den ringeste forestilling om hvad man vil og hvor man vil hen. Langt hen ad vejen, handler det om forskel i økonomiske muligheder. Mange her, bliver nødt til at få et scholarship hvis de overhovedet skal have mulighed for at kunne betale deres uddannelse. Så vidt jeg kan se, handler en stor del af det også om prestige og rangliste-nørderi. Fortrinsvis i U.S. og U.K.
Indtil videre priser jeg mig dog lykkelig over at være dansk statsborger, med gratis adgang til (for the record) universiteter på top-100. Måske bliver fanget af en tanke om udlandsstudier (min nuværende situation kunne antyde det), men hvis jeg skal være ærlig kan jeg ikke forestille mig det endnu. Derfor holder jeg bare fast i min smørbløde danske tilgang til uddannelse og “prøver ligesom bare at få det bedste ud af det hele, ikk?”
Bonus-info: Terrance, min roommate, lod mig spise en “chinese pastry” cookie og påstod det var kinesisk mandeldessert. Han opdagede først efter jeg havde sat tænderne i småkagen, at det var “cookie with meat”. Jep. Småkage med karamelliseret kød.
Om eftermiddagen var der svømmeprøver til Coral Monitoring holdet, som jeg overvejer at melde mig til. Kort sagt går det ud på at dykke ved koralrev og indsamle information om dets vækst. Det er ikke fest og farver, som man kunne forestille sig, men alt arbejde under vand er sejt. Så det håber jeg, at jeg bliver optaget til.
Idag, efter timerne, var der interviews til Coral Monitoring holdet. Jeg gjorde mit bedste for at være 100% ærlig og ikke lade som om jeg har været helvedes interesseret i koralrev hele mit liv, men lagde i stedet vægt på at jeg var klare til at lære noget nyt. Vi får se om den slags appelerer her.
Senere i dag var en gammel elev på besøg og fortalte om “Participating A/V anthropology”, som er en slags fusion af dokumentarisme og antropologi (søs - du ringer bare!). Så vidt jeg kunne forstå på de øvrige elever, så har skolen stor tradition for at have oplæg af høj kvalitet, op til flere gange om ugen. (Det er ved at gå op for mig, hvor priviligerede vi er, her.)
Nu vil gøre holdt i skriveriet, for jeg har allerede to tekster, to essays, to digte, et stykke eksperiment behandling og en bog for, til næste uge.
Hav det hyl i DK!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar