Dobbelt indlæg!

Gårsdagens manglende indlæg skyldtes ikke pludselig stress, men at vi befandt os uendeligt langt fra civilisationen! Det mente Hong Kong eleverne ihvertfald, da tog ud til et vandrehjem, ca. 20 min i bus fra skolen.

Først brugte vi formiddagen på at fremstille Hong Kong ID-card, som skal legitimere os på politimændenes opfordring. (de har efter sigende en hvis kvote af “check” der skal laves, så hen mod slutningen af måneden kan det være et bureaukratisk helvede at ligne en vestlig ballademager. Jeg gør mit bedste for at undgå det). I vaskeægte kina-stil, foregår det ved at man på forhånd udfylder et skema, som man pænt tager med ind på det lokale immigration office (lokaliseret i et supermarked, naturligvis) - og venter. Venter en halv time på at man kan blive kaldt ind på en lille bås, få tjekket at man har udfyldt sedlen korrekt, taget sit billede og sine fingeraftryk. Derefter sætter man sig ud i en ny ventehal og venter yderligere en halv time på at en politimand kan tjekke det arbejde, som den ansatte netop har udført, tage ens fingeraftryk endnu en gang - og voila! Så har du brugt 70 minutter på at få et stykke ID!

Til de føromtalte Hong Kong elevers forsvar, føltes det som længere væk, da vi på vejen tog vi en “lille” omvej på ca. 1 time og 40 minutter, i en lille, offentlig færge, som sejlede langs en flod mellem store klippefremspring. Efter ankomst og udpakning tog vi fat på en masse “ryste-sammen-lege” af forskellig art. Det ganske muntert for sig, indtil en af 2-years’ne faldt og slog sit hoved ganske slemt på en betonbænk. Heldigvis ramte han ikke nogle følsomme dele i hovedet, men fik blot en masse skrammer i ansigtet. Dog store nok til at han røg en tur på hospitalet, for at blive syet sammen. Det tog noget på stemningen, men efter en halv times tid var den ved at være tilbage igen. Efter endnu en runde lege, spiste vi aftensmad i små grupper, rundt om de mange grillsteder der var på pladsen. Endnu en gang havde jeg en af de oplevelser, som netop minder en om hvorfor jeg er her. Under maden talte jeg med Mustafa, en fyr fra Irak, om hans forhold til Danmark, USA, Iran og Israel. Altsammen mens vi spiste burgere sammen og grinte af de samme jokes.

Ved aftentid stiftede jeg for første gang tæt bekendtskab med et eksotisk insekt. Mustafa havde den tvivlsomme ære, af at have fået besøg af en stor hun-knæler i sin seng. Til stor glæde for os vattede turister fra Europa (se billedet, som blev taget under kaotiske omstændigheder, med en lommelygte som lyskilde og Terrance min roommate som insisterede på at ingen måtte bevæge sig mens jeg fotograferede).

Om aftenen stiftede jeg også bekendtskab med Alex, en lille fyr fra Uganda. Han er meget stille udenpå, men hvis man spørger ind til Uganda, har han en masse historier at fortælle om. Desværre handler mange af dem om korruption og skrækscenarier fra Idi Amins rædselsregime. Det satte også et stort perspektiv på mit ophold her, da han fortalte at hans far måtte sælge sin bil for at han havde råd til flybilletten herover. Især var det en mavepumper, da han sagde at han derfor ikke måtte skuffe sine forældre og spurgte mig om jeg havde det på samme måde. Jeg har sjældent følt mig så hvid, som da jeg måtte forklare ham, at den danske nationalkomité sørger for at få hele vores ophold betalt. Jeg turde næsten ikke mene at jeg havde det hårdt her, da jeg lagde mig til at sove.

Næste dag startede allerede på det ukristelige tidspunkt 5.30, da Hussein, en 2-year, fyrede den af med en gong-gong midt i sovesalen. For at kunne klare dagens hike, måtte vi tidligt op, før solen stod for højt. Desværre var den lærer som tog på hospitalet dagen før, ikke kommet tilbage endnu. Derfor kunne vi ikke hike op til toppen af det nærliggende bjerg, men måtte i stedet “nøjes” med en tur til stranden. Det viste sig alligevel at være noget af en tur, nogle steder med vanvittigt stejle stigninger, dog heldigvis ikke så lange. Stranden var som taget ud af Inception (nogle vil nikke genkendende, ved tanken om startscenen) - et halvgråligt stille vand, med bjerge i baggrunden. Hele gåturen værd. Tilbage igen nåede vi lige at spise morgenmad, før vi hikede ca. 45 minutter tilbage til bussen, som tog os hjem til campus. Godt smadrede fik vi taget billeder til internt brug og derefter udleveret mapper og papir til skolebrug.

Derefter bibliotek- og it-intro - derefter afsted på endnu en tur. Denne gang med kurs mod Hong Kong centrum, nærmere bestemt “The Peak”, som er det mest kendte udsigstpunkt over Hong Kong midtby. En udmattende tur, resten af dagen taget i betragtning, men med en utrolig flot udsigt. Turen derop foregik i en slags “liftvogn” som af og til havde en vinkel på mere end 45 grader. (forhåbentlig fremgår det af det vedlagte billede). Tilbage på gadeniveau igen, tog vi en færge og ankom netop til “A symfoni of lights” hvilket betyder at de allerdyreste skyskraber blærer sig ved at præsentere et lysshow, til cheesy, asiatisk, computerlavet muzak. En... oplevelse.

Ganske smadret sidder jeg nu i min seng og drømmer lidt om søvn - så det vil jeg efterfølge. Det går lettere for tiden, med at holde humøret højt. Det hjælper efterhånden som jeg lærer flere og flere mennesker at kende og udvikler en større tillid til dem. Desuden havde jeg en god snak med Elvira, om hele verdens tilstand og det viste sig (selvfølgelig) at vi gik og havde det på samme måde.