Ups..

Jeg gjorde det igen.. Det der med ikke at skrive noget. Til gengæld har jeg skrevet noget andet om Hong Kong, som måske kunne være interessant at læse. Det er et indlæg til min bonussøster Mettes blogforum, som netop nu har et tema om megacities.

http://input.reflexx.dk/forum/forum.php?threadId=190#190

I morgen tager jeg afsted til moderlandet - det vaskeægte Kina! Hvis alt går godt er jeg stadig mig selv når jeg vender tilbage, så jeg kan skrive noget meningsfyldt herinde...

Liiige om lidt kommer der guf!

...Ahem.

Undskyld. Jeg har haft travlt. Tit. Meget. Ofte.

Det er en halvfesen undskyldning, men så meget desto mindre sandt. Da jeg loggede på min blog var jeg overbevist om at jeg kun havde misset en søndag. Satans også...

Tidsperioden jeg prøver at dække denne gang er tre uger, så mine kære læsere må nok spejde langt efter kronologi og struktur og i stedet affinde sig med en slags “best of Peter’s hullede hukommelse og skriblerier han fandt på post-its” i næste indlæg. Var det ikke fordi jeg allerede har måttet kæmpe mig igennem en uge her med søvnunderskud, havde jeg gladeligt skrevet natten lang. Klokken er dog desværre allerede 2.00 om natten og jeg tør ikke udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt. Forberedelsen omfang tog mig på sengen, så hold øje med bloggen de næste dage - forhåbentlig kommer der noget inden alt for længe.

Som en slags smagsprøve på indhold i bloggen kan jeg dog løfte sløret for at min "mærkelige ting jeg har spist" liste er blevet (meget) længere, min excentriske historielærer sammenligner overraskende mange ting med Lady GaGa og så jeg allerede blevet disciplineret (læs: straffet)

WAUW DET LYDER SPÆNDENDE, HVA?

I mellemtiden kan I hygge jer med dette billede fra en god aften i HK's barområde med et par stykker af mine nye venner.
Bloggens upload-funktion duer ikke i dag, så her er et link i stedet.

http://cl.ly/73af383463becc070be4

Skib ohøj!

Wauv for et indlæg!

Alex fra Uganda

Right.... Jeg har muligvis skuffet mit publikum en aning.

Men! Som tidligere skrevet, kan jeg ikke love noget i forhold til hvor ofte jeg vil skrive indlæg, men fremover vil jeg stræbe efter at skrive et indlæg om ugen. Det burde kunne lade sig gøre tidsmæssigt og på et tidspunkt antager jeg at antallet af skriveværdige oplevelser aftager (så spændende kan det alligevel ikke være at høre om matematik og kemi).

Nevertheless, here goes:

Fredag startede, ganske overskueligt, med Pool Games. Samtlige fire blokke har haft det som en slags introduktion til regler og omstændigheder vedrørende skolens swimming pool (jep.. lad os lige hvile ved det faktum), som basically går ud på at man må bruge den ca. hver dag. Hvilket er ret sejt. Pool games bestod af en masse små, fjollede lege som i bund og grund var en dejlig tur tilbage til svømning i 4. klasse. Dog påstod Sylla, den ekstravagante, (arrogante,) intelligente, canadisk-franske lærer, at jeg havde talent for kajak-uden-paddel-kapløb, fordi jeg kom fra et land som satte pris på deres wild-life natur. Jeg kunne ikke nænne at fortælle ham, at han vidst forvekslede Danmark med Norge eller Sverige.

På trods af skolens værdier, akademiske fundament og fokus på forskelle som fordele, blev jeg alligevel mødt med kommentaren “You should get a tan, you know”, af en kinesisk pige, efter pool games. Jeg prøvede at forklare hende, at jeg kom fra norden, hvor der ikke er så meget sol og varme og at jeg tilmed var født med en hud, der aldrig rigtig blev hooked på det der koncept med at blive brun, men i stedet synes det er en fest at klæde sig ud som hummer så snart solen kigger frem. Min forklaring synes ikke helt at virke, for hun kiggede på mig mens hun teenage-tyggede sit tyggegummi og sagde “but you haven’t tried asian sun. It’s better”. Som sidste forsvar nævnte jeg, at jeg faktisk allerede var ved at få en lettere, rosa kulør mellem mine fregner, hvortil hun ganske enkelt svarede “you would look better with a tan, though” Hun vandt. Jeg mistede mælet.

Senere på dagen var der Quan Cai fair (Quan Cai er skolens betegnelse for CAS, som er de ekstra aktiviteter vi skal deltage i, som en del af IB’en). QC fair var, kort beskrevet, et vanvittigt gedemarked, hvor alle 2-year eleverne hev fat i en, for at sikre sig man kendte til lige netop deres aktivitet og huskede at skrive sig på deres mail-liste og love højt og helligt man ville vælge deres aktivitet som en af de fire obligatoriske (de fleste her ender op med langt flere end det). I øjeblikkets galskab glemte jeg at tælle hvor mange ting jeg skrev mig op til, men efterhånden som e-mails begynder at tikke ind, får jeg indtrykket af at jeg valgte en del. På et tidspunkt bliver jeg tvunget til at lægge mig fast på 4 aktiviteter som jeg (forhåbentlig) skal følge de næste to år. Først da vil jeg nævne dem, for ellers kunne jeg skrive side op og ned, kun om det.

Sidst på aftenen var der planlagt “Evening activity” som var en lang række af forskellige fysiske aktiviteter, der (til de der endnu ikke har fanget den sidste uges koncept) gik ud på at bringe os tættere på hinanden. Som en ekstra booster til konceptet, er idræthallens airconditionanlæg brudt sammen, hvilket betyder at 30 graders, mange% luftfugtighed hurtigt bliver til en svømmetur i 160 menneskers sved. Fugtigt og ganske vedkommende.

Efterhånden som folk havde vasket sig (og mine fingre var holdt op med at være rosinrynkede, blot af at opholde mig i idrætshallen), blev der truffet en kollektiv beslutning om at trodse det gale regnvejr og drage til det populære hang-out-spot; U.S.S.R. En opfindsom forkortelse af “under Sai Sha Road”. Størstedelen af alle de elever der tog derhen havde både cigaretter og alkohol med sig og det var først da folk var ved at sætte sig, at det gik op for mig: det er faktisk ganske tilladt. En del af mig gik stadig på Vostrup Efterskole i det øjeblik vi smuttede ud, og var ganske overbevist om at de allesammen var nogle ballademagere. Så kom jeg i tanke om hvor jeg var og delte en flaske rødvin med en 2-year. Som en lille bonus-info og årsag til den dags manglende blog-indlæg, så passer det faktisk hvad folk siger om at luftfugtigheden. Så absolut.. Lad os lade det stå for sig selv.

Skarpt bevæbnet med tømmermænd jeg ikke havde planlagt, startede næste dag med en præsentation om Hong Kongs historie. I sig selv spændende, men det var nok til emnets fordel at foredragsholderen, Jason (som nu også er min mandarin-lærer), har en kinesisk accent, taget ud af en sketch. Det holdte øjnene åbne længere end jeg havde troet.

Derefter drog vi afsted på “Hong Kong Magical Mystery Tour”, som i bund og grund er de nye 2-years mulighed for at ydmyge os, som de blev sidste år af deres 2-years, som blev det sidste år af deres, osv. osv. Heldigvis rakte fantasien ikke så meget længere end sang og dans offentligt, men det var vidst også mere end nok for mange af de lokale elever. Dog fik vi set en høvlens masse områder af Hong Kong og blev ganske familiære med metro systemet, M.T.R., og forskellen på HK’s kvarterer (som faktisk er større end man lige regner med).

Som en del af “HKMMT” skulle vi selv administrere valg og indtag af frokost i HK. De lokale elever i min gruppe ville vidst gerne imponere os, for de fandt os et dyrt og fint spisested i traditionel funky-kines’ stil. Som der er tradition for her, bestilte vi en masse retter sammen og spiste “family-style”. Ganske logisk resulterer det i en afgivelse af suværenitet og en accept af andres smag, som din smag, hvis du har til hensigt at blive mæt, når de nu insisterer på at spise af dit valg.

Naturligvis ikke noget jeg havde tænkt på, før efter maden blev bragt til bordet.

Blandt fried rice med seafood, fried rice med deepfried pork, peanut noodles, pork dumplings og chicken noodles, stod den dér. Og kiggede på mig. Apatisk blævrende, shredded og gennemsigtig. Vandmanden. Aldrig før havde vi anset hinanden som del af den samme fødekæde, men her var vi altså. Tvunget til at gøre hvad man gør i denne situation; smile høfligt og afvente en anden spisers initiativ. Men ak. Min plan blev forpurret da min sidemand vendte sig og sagde “This is jellyfish. Try it! Don’t mix it - just eat!”

So I did.

Smagen var overkommelig. Alle har prøvet at sluge havvand. Udfordringen (nok en gang) var konsistensen. De der har prøvet at udbløde en vingummi i vand, for derefter at spise den, diffus og lind, vil have prøvet noget i denne boldgade. Konsistensen er ved første indtryk ligeså apatisk som vandmandens udseende, men man må ikke lade sig snyde, for den ændrer sig hurtigt, efterhånden som man er kommet igennem det første bløde lag. Her møder man lettere modstandsdygtig hinde, som ved pres sprænger med samme følelse, som en genstridig bums der knaser helt ind i kraniet og udløser flere smagsbriser af salt, tang og sand.

Rinse, repeat as you wish.

(Mine sanser er formentlig blevet bedraget af det faktum, at jeg spiste VANDMAND!)

Skandinavisk strip

Med undtagelse af ovennævnte oplevelse, var det faktisk et dejligt måltid. Vi blev ustandselig vartet op, spurgt om vi havde alt vi skulle bruge og fyldt vores tekopper, samme øjeblik der var drukket en slurk.

Senere på turen insisterede de lokale at jeg skulle prøve endnu en Hong Kong specialitet - bubble tea! Konceptet er ganske enkelt. Man får serveret en halv liter kold te med mælk og så meget sukker, at man får huller i tænderne ved at kigge på den. Ydermere er der tilsat en betydelig mængde af små, smagløse vingummikugler, som tilsyneladende skal skabe stor glæde når man gumler på dem midt i sin te. Jeg er endnu ikke fan.

Hjemme på campus igen, havde vi kun lige tid til at skifte tøj, før vi skulle til “Special Dinner and International Evening” Konceptet er, at alle tager deres flotte, farvestrålende nationaldragt på, så man har mulighed for at se hvordan man hylder sit fædrende land, rundt om i verden.

Danskerne havde fodboldtrøjer på. Således defineres en flad følelse. Hvis nogle skulle tilhøre den absolutte minoritet, der hylder Danmark gennem folkedans og ligger inde med en ekstra 3000 kr dragt, er i meget velkomne til at sende den. Ellers er vi vidst overladt til vikingehjelme i fremtiden.

International evening

Senere på aftenen, viste alle 2-year eleverne et 2,5 timers langt internationalt show, som rummede kulturelle optrædender fra hele verden. Skandinaviens stolte kulturskat beror tilsyneladende på konceptet “omvendt strip”, hvor tøj tilføjes, i takt med Medinas “velkommen til Medina”. I did not know that. Dog skal det nævnes, at hele showet var på slap line og først og fremmest morsomt og parodierende.

International evening International evening

Søndag var der, langt om længe, ikke planlagt nogle aktiviteter overhovedet. Jeg planlagde hurtigt at sove længe, og stod ikke ud af sengen før klokken 12. Needed. Indeed. Derefter besluttede jeg mig for, alene, at tage en tur til Mong Kok, som er HK’s tættest befolkede, mest asienagtige, lommetyvsbefængte, kopivareinfiltrerede område. Som noget stort (sammenlignet med det øvrige HK), er ikke alle skilte skrevet på engelsk. Det skulle vise sig at være noget af en udfordring, da jeg sulten og ude af stand til at tænke ordentligt, hurtigt måtte finde mig noget at spise for ikke at kollapse midt i sværmen af paraplyer og lugten af mennesker. Jeg tog den lette vej ud. Troede jeg. Efter utallige gange at tænke “ahh! Det her ligner... Hvad fanden er det!?” fandt jeg vej ind til en bager. Det skulle dog vise sig at der ganske enkelt ikke findes en “ganske normal” bolle i HK. Flødeskum, grisekød og sukker lader til at være tre af kinesernes yndlingsingredienser i bagværk. Jeg besluttede mig for den simpleste muffin jeg kunne finde. Den skulle senere vise sig at være lavet af luft.

Gadekøkken i Mong Kok, kun med kinesiske skilte. Paraply-mylder-kø til metroen

Jeg aner ikke hvad han sælger.

Da jeg kom hjem, havde jeg også ordentlig tid til at skype hjem, til de faste trygge rammer i DK. Det var rart, endelig at kunne være i kontakt med dem jeg har efterladt derhjemme, (næsten) uden at blive overvældet af savn og hjemve. Jeg tror efterhånden jeg er ved at have fundet ud af hvordan man vedligeholder både det ene og det andet forhold på den anden side af jorden. Tror jeg.

Mandag begyndte de første timer endelig. Jeg har haft afsindigt svært ved at vælge hvilke jeg skulle tage (og er endnu ikke færdig med at gruble - mor og far kan skrive under), så det var rart at få taget hul på tingene og få en fornemmelse af fagene. Min aller-aller-aller første time her i kinaland, var meget passende, kinasprog - mandarin. 7.30 - før morgenmad, vel at mærke, tog vi hul på kinesisk fonetik. Indtil videre ingen udfordring, når man som dansker kan sige mærkelige halslyde, som æøå. Den fordel skal nok blive indhentet, men for nu er det rart.

Sammen med fagene, kommer der desværre også en anden ubuden tankegæst - universiteter. Formentlig det største kulturchok for mig indtil videre, er at folk her ved hvad de vil. Og hvor de vil hen. 4 ud af 5 kan fortælle dig hvad de drømmer om at studere - hvilket U.S. eller U.K. universitet de vil studere det på - og at de ansøger om at komme ind, så hurtigt som muligt. Så kan det næsten ikke undgåes at føle sig som en doven dansker, når man indrømmer at man overhovedet ikke har den ringeste forestilling om hvad man vil og hvor man vil hen. Langt hen ad vejen, handler det om forskel i økonomiske muligheder. Mange her, bliver nødt til at få et scholarship hvis de overhovedet skal have mulighed for at kunne betale deres uddannelse. Så vidt jeg kan se, handler en stor del af det også om prestige og rangliste-nørderi. Fortrinsvis i U.S. og U.K.

Indtil videre priser jeg mig dog lykkelig over at være dansk statsborger, med gratis adgang til (for the record) universiteter på top-100. Måske bliver fanget af en tanke om udlandsstudier (min nuværende situation kunne antyde det), men hvis jeg skal være ærlig kan jeg ikke forestille mig det endnu. Derfor holder jeg bare fast i min smørbløde danske tilgang til uddannelse og “prøver ligesom bare at få det bedste ud af det hele, ikk?”

Bonus-info: Terrance, min roommate, lod mig spise en “chinese pastry” cookie og påstod det var kinesisk mandeldessert. Han opdagede først efter jeg havde sat tænderne i småkagen, at det var “cookie with meat”. Jep. Småkage med karamelliseret kød.

Om eftermiddagen var der svømmeprøver til Coral Monitoring holdet, som jeg overvejer at melde mig til. Kort sagt går det ud på at dykke ved koralrev og indsamle information om dets vækst. Det er ikke fest og farver, som man kunne forestille sig, men alt arbejde under vand er sejt. Så det håber jeg, at jeg bliver optaget til.

Idag, efter timerne, var der interviews til Coral Monitoring holdet. Jeg gjorde mit bedste for at være 100% ærlig og ikke lade som om jeg har været helvedes interesseret i koralrev hele mit liv, men lagde i stedet vægt på at jeg var klare til at lære noget nyt. Vi får se om den slags appelerer her.

Senere i dag var en gammel elev på besøg og fortalte om “Participating A/V anthropology”, som er en slags fusion af dokumentarisme og antropologi (søs - du ringer bare!). Så vidt jeg kunne forstå på de øvrige elever, så har skolen stor tradition for at have oplæg af høj kvalitet, op til flere gange om ugen. (Det er ved at gå op for mig, hvor priviligerede vi er, her.)

Nu vil gøre holdt i skriveriet, for jeg har allerede to tekster, to essays, to digte, et stykke eksperiment behandling og en bog for, til næste uge.

Hav det hyl i DK!

Efterhånden fattet, som forholdende 'them beloved ones' bliver

afklaret, gør jeg mig klar til eventyr på Kinesiens farvande!

Dobbelt indlæg!

Gårsdagens manglende indlæg skyldtes ikke pludselig stress, men at vi befandt os uendeligt langt fra civilisationen! Det mente Hong Kong eleverne ihvertfald, da tog ud til et vandrehjem, ca. 20 min i bus fra skolen.

Først brugte vi formiddagen på at fremstille Hong Kong ID-card, som skal legitimere os på politimændenes opfordring. (de har efter sigende en hvis kvote af “check” der skal laves, så hen mod slutningen af måneden kan det være et bureaukratisk helvede at ligne en vestlig ballademager. Jeg gør mit bedste for at undgå det). I vaskeægte kina-stil, foregår det ved at man på forhånd udfylder et skema, som man pænt tager med ind på det lokale immigration office (lokaliseret i et supermarked, naturligvis) - og venter. Venter en halv time på at man kan blive kaldt ind på en lille bås, få tjekket at man har udfyldt sedlen korrekt, taget sit billede og sine fingeraftryk. Derefter sætter man sig ud i en ny ventehal og venter yderligere en halv time på at en politimand kan tjekke det arbejde, som den ansatte netop har udført, tage ens fingeraftryk endnu en gang - og voila! Så har du brugt 70 minutter på at få et stykke ID!

Til de føromtalte Hong Kong elevers forsvar, føltes det som længere væk, da vi på vejen tog vi en “lille” omvej på ca. 1 time og 40 minutter, i en lille, offentlig færge, som sejlede langs en flod mellem store klippefremspring. Efter ankomst og udpakning tog vi fat på en masse “ryste-sammen-lege” af forskellig art. Det ganske muntert for sig, indtil en af 2-years’ne faldt og slog sit hoved ganske slemt på en betonbænk. Heldigvis ramte han ikke nogle følsomme dele i hovedet, men fik blot en masse skrammer i ansigtet. Dog store nok til at han røg en tur på hospitalet, for at blive syet sammen. Det tog noget på stemningen, men efter en halv times tid var den ved at være tilbage igen. Efter endnu en runde lege, spiste vi aftensmad i små grupper, rundt om de mange grillsteder der var på pladsen. Endnu en gang havde jeg en af de oplevelser, som netop minder en om hvorfor jeg er her. Under maden talte jeg med Mustafa, en fyr fra Irak, om hans forhold til Danmark, USA, Iran og Israel. Altsammen mens vi spiste burgere sammen og grinte af de samme jokes.

Ved aftentid stiftede jeg for første gang tæt bekendtskab med et eksotisk insekt. Mustafa havde den tvivlsomme ære, af at have fået besøg af en stor hun-knæler i sin seng. Til stor glæde for os vattede turister fra Europa (se billedet, som blev taget under kaotiske omstændigheder, med en lommelygte som lyskilde og Terrance min roommate som insisterede på at ingen måtte bevæge sig mens jeg fotograferede).

Om aftenen stiftede jeg også bekendtskab med Alex, en lille fyr fra Uganda. Han er meget stille udenpå, men hvis man spørger ind til Uganda, har han en masse historier at fortælle om. Desværre handler mange af dem om korruption og skrækscenarier fra Idi Amins rædselsregime. Det satte også et stort perspektiv på mit ophold her, da han fortalte at hans far måtte sælge sin bil for at han havde råd til flybilletten herover. Især var det en mavepumper, da han sagde at han derfor ikke måtte skuffe sine forældre og spurgte mig om jeg havde det på samme måde. Jeg har sjældent følt mig så hvid, som da jeg måtte forklare ham, at den danske nationalkomité sørger for at få hele vores ophold betalt. Jeg turde næsten ikke mene at jeg havde det hårdt her, da jeg lagde mig til at sove.

Næste dag startede allerede på det ukristelige tidspunkt 5.30, da Hussein, en 2-year, fyrede den af med en gong-gong midt i sovesalen. For at kunne klare dagens hike, måtte vi tidligt op, før solen stod for højt. Desværre var den lærer som tog på hospitalet dagen før, ikke kommet tilbage endnu. Derfor kunne vi ikke hike op til toppen af det nærliggende bjerg, men måtte i stedet “nøjes” med en tur til stranden. Det viste sig alligevel at være noget af en tur, nogle steder med vanvittigt stejle stigninger, dog heldigvis ikke så lange. Stranden var som taget ud af Inception (nogle vil nikke genkendende, ved tanken om startscenen) - et halvgråligt stille vand, med bjerge i baggrunden. Hele gåturen værd. Tilbage igen nåede vi lige at spise morgenmad, før vi hikede ca. 45 minutter tilbage til bussen, som tog os hjem til campus. Godt smadrede fik vi taget billeder til internt brug og derefter udleveret mapper og papir til skolebrug.

Derefter bibliotek- og it-intro - derefter afsted på endnu en tur. Denne gang med kurs mod Hong Kong centrum, nærmere bestemt “The Peak”, som er det mest kendte udsigstpunkt over Hong Kong midtby. En udmattende tur, resten af dagen taget i betragtning, men med en utrolig flot udsigt. Turen derop foregik i en slags “liftvogn” som af og til havde en vinkel på mere end 45 grader. (forhåbentlig fremgår det af det vedlagte billede). Tilbage på gadeniveau igen, tog vi en færge og ankom netop til “A symfoni of lights” hvilket betyder at de allerdyreste skyskraber blærer sig ved at præsentere et lysshow, til cheesy, asiatisk, computerlavet muzak. En... oplevelse.

Ganske smadret sidder jeg nu i min seng og drømmer lidt om søvn - så det vil jeg efterfølge. Det går lettere for tiden, med at holde humøret højt. Det hjælper efterhånden som jeg lærer flere og flere mennesker at kende og udvikler en større tillid til dem. Desuden havde jeg en god snak med Elvira, om hele verdens tilstand og det viste sig (selvfølgelig) at vi gik og havde det på samme måde.

“Du må få 6 stykker slik fra sukkerstokken”

I dag har været en god dag. For første gang vågnede jeg ikke op og var forvirret over hvor i alverden, jeg var. Jeg tror det hænger sammen med en oplevelse jeg havde på taget af min block i går nat, hvor jeg gik op for at få noget fred og frisk luft til mine tanker. Før jeg havde nået at sætte mig og tænde min iPod, blev jeg afbrudt af to andre elever, en 2- og en 1-års. De satte sig ved siden af mig, så jeg kunne høre deres samtale. Det viste sig at 1-årseleven ligesom jeg, havde en masse tanker i hovedet om at være startet her på skolen, tusindvis af kilometer fra sin “comfort zone”. Før jeg kunne nå at tage del i samtalen, var den blevet vendt til en snak om religion i stedet, som de indlemmede mig i. Det var ingen brandtaler, selvom vi havde tre forskellige syn på det der med gud, men i stedet en hyggelig meningsudveksling. På vej ned fra taget igen gik det op for mig, at jeg havde fået ro på indeni. Uden egentlig at vide hvordan (jeg har mange gange hørt at det er hårdt at være 1-års), var jeg bare blevet glad i låget igen. Det var dejligt at gå i seng, med fredelige tanker.

I dag har vi hørt en forfærdelig masse om fagene, hvor højt niveauerne og ligger og den slags. Jeg ved ikke om det gjorde min situation meget bedre, for jeg er nødt til at ændre et par af mine fag, og når man tager det ene kan man ikke have det andet, men godt have det tredje, men så skal man holde styr på om niveauerne nu er høje nok, så måske skal man overveje noget fjerde, selvom man nu var blevet så glad for det andet, osv. osv. For mit vedkommende var det så svært at vælge, at jeg har fået ekstra tid. Det er sindsygt svært, da der er så mange af fagene som virker sindsygt spændende, men jeg må kun vælge 6 :(

I dag var også dagen, hvor vi havde mulighed for at åbne kinesiske bankkonti, hvis vi ville. Ganske kinaeffektivt formoder jeg, havde de fremfor at sende os afsted i byen, fået fire bankdamer indlogeret i et klasseværelse med de nødvendige papirer, pænt linet up på række, klar til at starte konti på rekordtid! Jeg ved ikke, om jeg har fået en Rasmus Klump konto eller en Luffe konto - men jeg turde sgu heller ikke afbryde dem!

I aften var vi ude med vores tutorgrupper for at spise. Vores gruppe tog hele vejen til Hong Kong Island, en 45 minutters tur til det travle område i Hong Kong - for at spise på en kebabbar. Men det gjorde så absolut heller ikke noget, for turen derned var rigtig dejlig. Jeg snakkede med min værelseskammerat Aaron fra Hong Kong, som vidst har taget mig under sin vinge. Han var utrolig fin til at svare på alle de dumme spørgsmål jeg havde om Hong Kong, Kina, Japan, forskelle mellem kantonesisk og mandarin, kinesisk mad - og pludselig, mens vi slentrede ned ad gaden mellem jakkesæt og stilletter, i det tungt trafikerede, stærkt forurenede og dybt kommercialiserede Hong Kong slog det mig, at det er dét her, jeg er her for. Simple samtaler, med venner fra en fjern horisont, som kan give dig så meget ny viden om en kultur, at det er helt svimlende at tænke på hvor meget personlig empiri, man kan nå at samle sig på 2 år hernede. Nok er det hårdt, men hvis jeg allerede kan føle mig oplyst, så tør jeg slet ikke tænke på hvad der her kan blive til.

Før jeg forsvinder helt på min vidensromantiske sky, så må jeg hellere tilstå at jeg glemte mit kamera til turen. Jeg havde desværre ikke fanget, at vi skulle sejle over vandet der adskiller Kowloon og Hong Kong Island og samtidig giver dig en helt utrolig udsigt over “verdens smukkeste skyline”. Det billede må I selv forestille jer. Eller google.

Nu hopper jeg i seng - i morgen skal vi campe!

Let's get physical!

I dag begyndte O-week, eller orientationweek, som kort sagt går ud på at vi bliver bombet med informationer, til vi ikke længere kan stå op. Et tætpakket program, med masser af aktiviteter, såsom camping på Hong Kong-manér, hvilket kræver at man overnatter på vandrehjem, da varmen i et telt om morgen, nærmest ville være dræbende. (folk der har været på Roskilde de seneste par år forstår...)

En af dagens mange præsentationer, var en introduktion til Quan Cai systemet, som kort sagt betyder fuld udvikling, ved at deltage i mange forskellige aktiviteter, som skal udfordre en både fysisk, psykisk, kreativt, og samtidig gavne andre. I dag skulle vi tage stilling til de aktiviteter der falder under kategorien community-services.

Det foregik ved at vi fik en time til at gå rundt og høre lederne af de forskellige aktiviteter (som i øvrigt næsten allesammen bliver arrangeret af elever) fortælle om deres egne projekter, og hvorfor vi netop skulle vælge deres. Da der var 20 aktiviter var det naturligvis ganske hektisk, men stadig ganske informativt. Jeg har brændt mig varm på tre forskellige services: Coral Monitoring, som holder et lokalt koralrev rent og indsamler data om dyrene omkring (desværre er der så mange ansøgere, at det kan blive svært at komme ind) - Traffic Linck, som undersøger og oplyser skolen og andre internationale skoler om konsekvenserne ved trafficking og hvor stort et omfang det egentlig foregår i. Desværre kan de ikke sige noget offentligt, da Kina officielt ingen slaveri oplever. Sidst, men ikke mindst, er Initiative for Peace, som træner sig selv og andre skoler i konfliktløsning. Til sidst på året tager de til fillippinerne og forsøger at anvende deres teknikker i lokale konflikter. Altsammen vildt spændende og svært at vælge!

Senere havde en workshop om "Alchohol Awareness" da skolen officielt ikke vil opfordre hverken til brug eller afholdenhed når det kommer til alkohol, blot man følger Hong Kongs lov, hvilket er min. 18 år. Her kunne det tydeligt mærkes hvor forskellige ungdomskulturer alligevel er, når man graver lidt i overfladen. Langt de fleste ( i min gruppe) fortalte at de ikke drak, eller havde lyst til det, men heller ikke fordømte de der gjorde. Det billede så ud til at gentage sig, da alle grupperne til sidst skulle opsummere hvad vi havde "lært". Som "alkoholdrikker" følte jeg mig noget dæmoniseret, på trods af workshopholderens formaninger om det modsatte.

Efter workshoppen skulle vi mødes med vores "Head of House", som er den lærer, bosat i blokken, som alle andre lærere, der er øverste tovholder på vores blok. Derfor er hun også den der har ansvar for at oplyse os om skolens regler, og hvor strengt de ser på dem. Jeg har både set, læst og fået refereret reglerne før, men dog aldrig så strikst, som Wendy gav udtryk for. Mange gange gentog hun, at de før har smidt elever ud, og at det vil ske igen... Tough lady..

Sidst på eftermiddagen blev der afholdt flea-market, som er et kæmpe loppemarked hvor både første- og andetårselever har mulighed for at købe de ting som sidste års graduanter har efterladt sig. Her var især sjovt at se hvordan nogle nationaliteter har mere træning i at manøvrere i et hektisk marked, hvor alle har spidse albuer.

Noget skræmt af både marked, regler og ramt af hjemve, tog jeg ud for at løbe. Vincent fra Tyskland løb med mig lidt af vejen og viste mig en flot, flot tur langs med den store sø, ved siden af campus. En spændende tur, som hurtigt skiftede i omgivelser og lugt, mellem grim, industriel og prutlugtende til telugtende, flot og med utrolig bjergudsigt. Desværre var jeg kun i stand til at løbe ca 40 sekunder, før mit tøj var blevet tre kilo tungere af sved. Ikke nok med at her er fugtigt som på et badeværelse, luftkvaliteten er tilmed dårlig, med masser af forurening.

Nu til aften var der musicnight, med alsken indslag, fra bollywooddans, latinamerikansk guitar-shredding til parringsdans fra Tjekkoslovakiet (se billedet. ømt.) Varierende i kvalitet, men rig på underholdning hele vejen igennem.

,,,,,,,,,,,,,,,,,, her er en masse kommaer du kan hygge dig med at sætte for mig - for nu går jeg i seng.

Alors on Dance!

I dag var en rutsjebanetur. Dagen startede med at Aaron, min roomie, vækkede mig klokken 10.30. Jeg havde skrevet en lille seddel, der bad anyone i nærheden om at vække mig, hvis jeg sov over mit vækkeur. Det tog mig dog alligevel et stykke tid, før jeg kunne identificere den mørkhårede fyr der ruskede i mig, i et værelse, jeg ikke ummidelbart kunne kende.

Jeg hoster en del for tiden, da jeg var småsyg før jeg tog afsted, hvilket desværre betyder at jeg ikke har så meget appetit, som igen tager noget energi fra mig. Efter maden gjorde jeg mit bedste for at bumle rundt og tale lidt med folk her og der, men det havde skiftende succes. Jo mere tid jeg har alene, jo mere tid går der med at tænke på livet hjemme i DK.

Dagens store succes, var dog da Adrian, en fyr fra Hong Kong, som bor i min blok, spurgte om jeg ville være med til at spille frisbee. Det udviklede sig til et større og større arrangement, og endte ud i et spil ultimate (en holdsport med en frisbee). Det viste sig faktisk, at jeg ikke er fuldstændig håbløs med en frisbee! Desuden fik jeg hilst på en masse andre fra skolen. Ganske taget-ud-af-bogen-socialisering.. Men det virkede. Efter spillet, gik jeg op på mit værelse for at tage et bad, og stødte ind i Terrance, min “sidste” roommate fra Hong Kong. Han virker som en fin fyr. Han er lidt yngre end os andre - 15/16 år (gennemsnitsalderen her er ca. 17/18 år) - og lidt mere nervøs lader det til. Jeg prøver at være imødekommende, men er selv ligeså ny og bange som ham, så det er ikke altid så let. Men mon ikke det kommer - “2-years” lader allesammen til at være i live.

Et par gange i dag, er jeg forfaldet til at tage mig en lur midt på dagen, men det kan være ret svært at vågne op fra drømme der foregår i haven i Risskov, med familie og venner. Så føler man sig lidt ensom. Jeg er sikker på det nok skal gå over før eller siden, men det er nu stadig irriterende.

Alting blev dog lidt lettere at overskue under aftensmaden, hvor jeg mødte Lisa, en tysker fra Mönchen (så vidt jeg husker). Hun var fin til at fortælle om hvordan man kommer ind i rytmen og hvordan det er, at være “2-year”. Jeg fulgtes med hende op for at se den første “cultural evening”, hvor det denne gang var de asiatiske elever, der bød os nye velkommen, med imponerende løve- og dragedanse. Det var inspirerende at se, da vi senere får mulighed for at blive en del af de forskellige dansegrupper, hvis vi vil. (jep, jeg pønser)

Efter det mødtes vi med vores tutorer, Jesus for mit vedkommende, og talte med dem i en times tid. Jesus er en sjov fyr fra Spanien, som taler vanvittigt stærkt, sommetider med spanske ord imellem. Samtidig var han også enormt tålmodig, for det virkede ikke til at genere ham det mindste, at hans tre døtre i alderen 4 - 10 kravlede rundt på ham og kvækkede “esto es mio!” hver gang han fandt papirer frem. Så vidt jeg kunne se, var de på vej i seng da vi kom, men luskede stadig rundt på trappen da vi gik.

Senere skulle vi til “block party” som bestod i at hver block havde arrangeret en række lege, for at bryde isen, og lære hvem ens nærmeste bofæller er. Til alle de kantonesisk-talende elevers enorme morskab, blev jeg bedt om at gentage en kantonesisk sætning og sende den videre til en kantonesisk elev, som så igen sendte den videre til en ikke-talende - and so forth. På mystisk vis endte sætningen dog med at blive sagt korrekt af en ikke-talende - bare på engelsk! Et eller andet sted var den altså blevet oversat.

Højdepuntet for de fleste (kineserne især) var, da der blev arrangeret en konkurrence, om hvem der kunne have flest skumfiduser i munden og stadig sige “fluffy bunny”. Helt færdige var de dog, da et par drenge skulle sminkes som piger. Men come on! Hvem elsker ikke den slags ydmygelser ;)

Til sidst på aftenen havde jeg endnu en fantastisk oplevelse. Absolut tørlagt for alkohol, var der blevet arrangeret “dancing party” for hele skolen, i et af klasseværelserne i A-block. Mod mine forventninger, blev det en dansefest, som langt overgik den slags jeg har været til i Danmark - godt hjulpet af våde varer. Især var det skægt, da sommerens clubhit; Alors on Dance blev sat på, og man ud fra publikums begejstrede råb kunne konstatere, at den altså har været hele jorden rundt! Sikke en fest - og noget af et humør.

Så alt i alt endte dagen med lys optimistisk følelse. I morgen tager vi fat på Introugen, så der skal jeg nok få en masse at lave (jeg beklager på forhånd hvis der ryger et par indlæg - men jeg bliver nødt til at prioritere.)

(Første billede er udsigten fra taget på min block og sidste billede er fra opvisningen i aften)

Building a home

Efter dagens gode gerning, som bestod i at sove til klokken 14.30, vågne op og tænke “hvor er jeg?!”, mødte jeg Nada fra Egypten. Hun fortalte mig at kantinen havde lukket frokostserveringen, men reddede alligevel min skrantende “morgen”, da hun stak mig en pakke nudler og en iste, som påstod at have “irresistible taste”. Hvilket i situationen faktisk var ganske rigtigt.

Da jeg manglede et par djævelsk kedelige ting og sager, som stikadadaptere og anordninger til vasketøj og undertøj, besluttede mine to danske “2-years” og jeg, det eneste rigtige i den situation. Vi tog i Ikea.

Heldigvis bliver jeg fortsat barnligt fascineret af de simpleste ting herovre, såsom metroen med alle dens reklamer, (der gerne indeholder supertutorere som f.eks. Chemistry-king, der bliver dyrket som en superhelt), bjergene bag storbykulissen, de enorme højhuse uanset hvor man tager hen og det vanvittige forbrugstempo Hong Kong kører i. Desuden bed jeg mærke i at Ikea sælger guf som karrysild og dumlekarameller - så mon ikke det kan give et lille hjemve-fix en gang i mellem.

Sha Tin, som Ikea ligger i, ligner den by i Dragonball hvor Bulmas far laver Hoi-Poi kapsler.

Nogle vil nikke genkendende.

På vejen hjem stoppede vi ved “The Wet Market”, som indtil videre er det tætteste jeg er kommet på noget der kunne ligne et mere traditionelt asien. Masser af små, beskidte boder med alskens ting fra elektroniske dimsedutter, til kød fra dyr jeg ikke kunne genkende. But then again - det lå i et shiny storcenter.

Tilbage på campus nåede jeg lige at kaste noget mad i munden, før det meste af skolen tog afsted til en lille by, hvis navn jeg ikke vil kaste mig ud i at navngive. Byen blev beskrevet som et rekreationelt, rigt område, kendt for deres seafood og desserter. Allerede i bussen blev der opbygget en vis hype af både asiatere og 2-years om den sindsygt-klamme/fantastisk-lækre frugt durian. Til de der ikke kender frugten, er det en frugt på størrelse med en ananas, med pigge på ydersiden, med et meget blødt og cremet frugtkød. Lugten blev beskrevet af mange, men med kraftigt variende begejstring (for frugten, altså. Mange var ganske ivrige for at ytre deres mening om den). Én omtalte den som “The King Off All Fruit” og én fortalte mig, at den lugtede af “rotten sewage” og smagte af “ape shit”

Jeg var nødt til at prøve den.

Ved første snif lugtede den (skjult bag kokoscreme, friske jordbær og grøn-te is) egentlig mest af avocado. Ingen var enige. Første smag var derimod noget af en oplevelse. Med en umiskendelig smag af et-eller-andet-som-er-en-halvkedelig-grøntsag i DK og en masse andre ubeskrivelige noter, nærmest flød frugtkødet fra hinanden og føltes mest af alt som en guacomole med flødeskum. Sådan cirka. Jeg spiste halvdelen af mit scoop på størrelse med en iskugle. Jeg mangler endnu at definere hvilken lejr jeg hører til i. Spændende oplevelse.

På turen hjem fik jeg talt med en del med en masse forskellige mennesker. Alle her er meget imødekommende og snakkesagelige og altid klar på at give gode råd om hvordan man klarer sig, så det er rigtigt dejligt.

Råd fik jeg især mange af, da jeg skulle beslutte mig for hvilket hjørne på værelset jeg ville vælge, da den anden “1-year” fra Hong Kong ikke er ankommet endnu. Værelserne er opdelt i fire “corners”, to “1-year corners”, tættest på døren og to “2-year corners”, tættest på vinduet. Aaron Woo, “2-year” fra Hong Kong til højre og Michael fra US til venstre. Jeg besluttede mig, på trods af utallige formaninger om hvor glad jeg ville blive for de ekstra 7 cm højre hjørne har at byde på, for venstre. En fyr jeg ikke husker navnet på, kom med et slående argument - “If you like sunlight.. Pick Michaels side. He doesn’t have curtains”.

So I did.

Her lader iøvrigt til at være mange tiltag for at folk kan falde godt på plads. F.eks. er der en stærk tradition for at “2-years” giver deres nye roommates lidt nudler, slik og den slags små ting og sager som jeg allerede har lært kan være nyttige at have på sit værelse.

Derudover er der et buddy-system, som jeg ikke helt har regnet ud endnu, men min, Rea, har ihvertfald givet mig en skål med spisepinde til. Ganske brugbar tidligere i dag. Ydermere bliver alle elever i grupper tilknyttet en tutor, som skal agere en slags kontaktperson under opholdet. Min hedder Jesus. Jeg er allerede fan.

Selvom jeg havde håbet på efterhånden at være sluppet af med jetlaggen, er jeg tydeligvis stadig ramt. Klokken er 03 om natten nu og den her fyr er gået kold i min seng.

I morgen er mit mål ikke at misse brunch, så jeg prøver at smide ham ud nu, så jeg kan komme til at sove. (Ja, ja - jeg skal nok poste nogle mere informative billeder, men der er ikke så meget at fotografere klokken 03)

Bonusinfo: Aaron vækkede mig, så jeg nåede brunch. Yes!

And so it begins!

Så er det sgu nu. Efter en million års ventetid sidder jeg endelig i mit lille hjørne af det lille værelse i den åndsvagt store by; Hong Kong. Og det her er så min blog. Spørgsmål som: hvor tit, hvor godt, hvor meget og hvilket format har jeg ikke afgjort endnu. Hvis jeg magter det bliver det måske til en billedblog, bestående af mine egne fotografier fra min hverdag hernede. But then again.. Ingen ved det. Alle spørger (jeg gør ihvertfald). En ting er dog sikker! Layouttet skal nok blive pænere når jeg finder et sted med bedre internet end her.
Min rejse hertil begyndte i torsdags, d. 2 september, om formiddagen, med en følelsesladet afsked med min familie, mit barndomshjem, min kæreste og det liv jeg efterhånden havde fået opbygget mig i Århus. Den første del af køreturen mod Hamborg var hård, med 1000 tanker om hvor godt jeg egentlig havde det - hvor prægtig et sted Egå Gymnasium var - og hvor meget jeg holdte af både den ene og den anden person. Det var først efter afkørslen til Slesvig at modet igen var sat på eventyr. I lufthavnen havde vi dræbende mange timer at slå ihjel, som for mit vedkommende stod på Rubiks Cube (jeg fornemmer en stærk, stærk afhængighed lurende rundt om hjørnet). Den første flyvetur til Heathrow gik ganske smertefrit (eller dvs. jeg måtte i stille frustration pakke min cube væk da den IKKE vil løse sig). Flyveturen til Hong Kong viste sig også at være overraskende smertefri. Tak til: DVD-skærm i nakkestøtterne, gratis drinks, tæpper, sovemaske og nattesøvn på flyet.
Noget omtumlede blev Elvira og jeg hentet af vores "second-years" Anders og Nikolaj, og to andre gutter fra skolen. Med vuvuzelaer. Naturligvis. Efter en lang, regnfuld, omend stadig flot køretur ankom vi til skolen. Jeg skal bo i "Block 2" og Elvira i "Block 4". Skolen består (så vidt jeg forstår indtil videre) af 4 Blocks hvor elever og personale bor, the Canteen og the Academic Block, hvor al undervisningen foregår. De første par timer gik med at vi gik rundt og hilste på Gud og hvermand med remsen "Hi. Yeah I'm good. I'm Peter from Denmark. My Flight was okay. " Det gik især vildt for sig da vi gik ind i kantinen hvor der sad ca. 30 elever og spiste, som alle kom og hilste på. Efter aftensmaden tog vi fire danskere og et par andre ind for at se Hong Kong centrum. Klokken var mange, så vi havde ikke meget at kigge rundt i, men det jeg så var fantastisk. Menneskemylder til sent på aftenen, masker for munden, et hav af lavtgående paraplyer, lysende kinesiske tegn overalt på de enorme højhuse, sing-along-hair-salon, og sågår en mand som skældte mig ud fordi jeg kom til at gå ind i bussen fra den forkerte side. Jeg glæder mig allerede til at komme derind igen og se mig omkring.
Nu sidder jeg så her, efter mere socialisering og udpakning af de spartanske 20 kilo der skal være mit liv fremover, og savner mit liv i Danmark. Kun lidt. Ikke meget. Men lidt. Men heldigvis er jeg også fuld af forventninger til hvad LPC og Hong Kong har at byde på fremover!